Støj
Se udvalgte og generelle referencer for støjberegninger.
VIA TRAFIK foretager støjberegninger og udarbejder støjkort (konturkort) med programmet SoundPLAN efter den nye nordiske støjberegningsmodel NORD2000. Der benyttes støjindikatoren Lden, hvor der blandt andet tages højde for menneskers særlige støjfølsomhed om aftenen og om natten.
Støjgener
Vejtrafikstøj påvirker mennesker på forskellig grad i form af gener, søvnforstyrrelser og stress samt forstyrrelser ved indlæring. Desuden indikerer undersøgelser, at støj kan påvirke helbredet i form af forøget risiko for hjerte-karsygdomme. Det skønnes, at der årligt er 200-500 mennesker alene i Danmark der dør for tidligt på grund af støjgener.
Støjens helbredsmæssige konsekvenser medfører store samfundsmæssige udgifter til blandt andet behandling. Omkostningerne forbundet med vejtrafikstøj i Danmark er opgjort til 6-9 mia. kr. årligt.
Støjbelastede boliger er derfor generelt mindre attraktive, hvilket desuden har betydning for boligens værdi.
Støjpartnerskaber
I Danmark har mere end hver fjerde bolig et støjniveau, der ligger over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi på 58 dB. I eksisterende boligområder kan der også gøres noget ved støjproblemer gennem støjpartnerskaber.
Støjpartnerskaber er projekter, hvor boligejere og myndigheder i fællesskab finansierer og løser støjproblemer, fordi der både er fordele for den enkelte og for samfundet som helhed. Flere steder i landet er der allerede med stor succes gennemført flere af disse såkaldte støjpartnerskaber mellem kommuner og boligejere.
Virkemidler
Løsningen kan ofte være en kombination af forskellige virkemidler. Eksempelvis fartdæmpende foranstaltninger, forbud mod lastbilkørsel om natten, støjreducerende vejbelægninger, opsætning af støjskærme og facadeisolering med lydskodder.
Støjberegningerne i NORD2000 er omfattende. De baseres på et trafikalt årsgennemsnit, hvor der også tages højde for vind og vejrforhold, forskellige typer af køretøjer og refleksioner fra terræn og bygninger. VIA TRAFIK har gennemført mange forskelligartede støjopgaver og har opbygget såvel stor erfaring som datakraft til opgaverne.
