Trafiksikker skolevej i Humlebæk
Print versionForholdene omkring Humlebæk Skole havde gennem flere år været kritiseret af forældre og skolens bestyrelse for at være usikre og farlige. Problemerne var koncentreret om morgenen hvor mange forældre kørte deres børn i bil til skolen, som ligger i et villakvarter, hvor der hverken var cykelstier eller tilstrækkelige parkerings- og afsætningsfaciliteter.
For at vælge den bedst mulig løsning satte Fredensborg-Humlebæk Kommune sig for at analysere problemstillingen grundigt og afprøve løsningsmodellerne i 1:1 inden man iværksatte et nyt projekt. Samtidig blev der gjort et stort arbejde for at inddrage såvel skolen og dens brugere samt beboerne i området. Dette har resulteret i et vellykket projekt, med bred opbakning.
Forud for projektet havde Kommunen i samarbejde med VIA TRAFIK gennemført:
- Borgerinddragelse og høring i forbindelse med udarbejdelse af en Trafikmiljøhandlingsplan
- Trafikanalyse vedr.: transportmiddelvalg, ruter og adfærd
- Dialogmøder med skolebestyrelsen
- Forsøg med ensretninger i 2 perioder for at afprøve forskellige løsninger
- Spørgeskemaundersøgelse blandt skolens brugere samt beboere i området
På baggrund heraf besluttede kommunen at ensrette Gl. Strandvej mod syd foran skolen. Samtidig blev der anlagt dobbeltrettet cykelsti, adskilt fra vejen med hegn og kantsten og fartdæmpende, hævede flader med henblik på at øge trafiksikkerheden.
Afsætning af elever på Gl. Strandvej er ikke længere tilladt. I stedet anvendes skolens parkeringsplads. Kørsel med busser og lastbiler må ikke benytte strækningen forbi skolen.
Projektet blev udført i perioden december 2004- januar 2005.